1.1. 32-bit eller 64-bit operativsystem

Alle programmer, også operativsystemer som Windows, Linux og macOS, er bygget til at blive afviklet på en bestemt type hardware,

Hardwaren (mest af alt processoren) siges at have en bestemt arkitektur. Programmer bygget til afvikling på en arkitektur kan typisk ikke afvikles på andre arkitekturer.

Personlige computere benyttes sig typisk af én af to arkitekturer:

  • x86, også kaldet 32-bit, i386 eller IA-32.
  • x86-64, også kaldet 64-bit eller AMD64.

Et operativsystem bygget til x86-64 (64-bit) udgave kan typisk afvikle programmer bygget til både x86 (32-bit) og x86-64 (64-bit). Et operativsystem bygget i x86 udgave (32-bit) kan kun afvikle programmer bygget til x86 (32-bit).

Programmer som til tilbydes til download fra f.eks. hjemmesider tilbydes ofte i en udgave til x86/IA-32 (32-bit) og en til x86-64 (64-bit).

Det er derfor vigtigt at kende typen af sin hardware og sit operativsystem så man kan downloade den korrekte version af andre programmer.

Note

Dette er kun relevant eller en bekymring ved færdigbyggede programmer som downloades fra f.eks. hjemmesider.

Programmer installeret via en app store eller pakke-manager håndtere dette automatisk.

1.1.1. Windows 10

Om en installation af Windows 10 bygget til 32-bit (x86 / i386 / IA-32) eller 64-bit (x86-64 / AMD64) afgøres på følgende måde:

Højreklik på Start-ikonet og vælg System (engelsk: System).

Hvis ikke allerede valgt, vælg punktet Om (engelsk: About) fra listen i venstre side af vinduet.

Scroll ned til sektionen Enhedsspecifikationer (engelsk: Device specifications).

Teksten 64-bit operativsystem indikerer at Windows er bygget til 64-bit / x86-64 / AMD64. Et 64-bit Windows kan afvikle både 32-bit og 64-bit programmer, download 64-bit udgaven af programmer hvis de er tilgængelige, ellers download 32-bit udgaven.

Teksten 32-bit operativsystem indikerer at Windows er bygget til 32-bit / x86 / IA-32. Et 32-bit Windows kan kun afvikle 32-bit programmer, download derfor 32-bit versioner af programmer.

1.1.2. macOS og OS X

macOS og OS X Kort fortalt afgør versionen af macOS / OS X om en Mac-computer kan afvikle 32-bit programmer, 64-bit programmer eller begge dele.

Find versionen af macOS / OS X på følgende måde:

Fra skrivebordet klik på Apple-logoet i øverste venstre hjørne og vælg Om denne Mac (engelsk: About this Mac).

Aflæs versionsnummeret, f.eks. Version 10.14.2.

Siden version 10.7 (udgivet i 2011) har alle versioner af macOS / OS X understøttet både 32-bit og 64-bit programmer [1].

Fra og med version 10.15 (udkommer i efteråret 2019) understøttes kun 64-bit programmer [2] [3].

Altså, download og installer 64-bit versioner af programmer, med mindre du benytter Mac OS X 10.6 eller tidligere.

1.1.3. Linux

Mange Linux-distributioner findes i både x86/i386/IA-32 (32-bit) og x86-64/AMD64 (64-bit) udgave.

Udgaven af en Linux-distribution (teknisk set typen udgaven af Linux-distributionens kerne) findes ved at køre kommandoen uname -m fra en kommandolinje. Se kapitlet Command-line interface (CLI) hvis du er i tvivl om hvordan dette gøres.

$ uname -m
x86_64

Hvis outputtet er x86_64 er din Linux-distribution bygget til x86-64 (64-bit) og du skal downloade 64-bit udgaver af programmer.

Hvis outputtet ikke indeholder 64, men indeholder 86, f.eks. i386, i686 eller x86, er din Linux-distribution bygget til x86/IA-32 (32-bit) og du skal downloade 32-bit udgaver af programmer.

Note

Dette er irellevant for programmer installeret via din pakke-manager (apt, pacman, yum osv.), den installerer automatisk den rigtige version af programmer/pakker.

Fodnoter

[1]https://en.wikipedia.org/wiki/MacOS#Release_history
[2]https://www.macrumors.com/2018/06/05/mojave-last-macos-release-to-support-32-bit-apps/
[3]https://en.wikipedia.org/wiki/MacOS_Catalina